El Gouna
På arabisk betyder El Gouna 'Lagunen'. Dette er et veludviklet turistområde ca. 22 km nord for Hurghada Lufthavn. Bebyggelsen blev påbegyndt i 1990, og resultatet er en decideret luksus-ferieby, der vel nærmest kan kaldes en slags Egyptisk Venedig. Man kan dog også bo i El Gouna på et mindre budget, da der findes hotelværelser med helt ned til en enkelt stjerne.
Der er anlagt kanaler på kryds og tværs af området, således at der selv et godt stykke væk fra havet er anlagt små sandstrande. De fleste kanaler krydses af små stenbroer.
Ved havet nyder området godt af to pragtfulde sandstrande, Zeytuna Beach, der ligger på sin helt egen ø, og Mangroovy Beach.
Som så mange andre steder på denne kyst er El Gouna det perfekte rejsemål for den, som holder af at dykke, snorkle, surfe, stå på vandski eller i det hele taget være aktiv på, ved og i vandet.
Udover hotellerne består El Gouna af tre distinkte områder, hvor man finder forretninger, restauranter og barer: Tamr Henna pladsen, Abu Tig Marina og Downtown.El Gouna. Foto: mateuszdrogowski/flickr
Skulle man høre til golf-folket, kan man også komme ud at spille her. Den eksisterende bane skulle få en ny 'kollega' i 2012, men det er i skrivende stund ikke ganske klart, om den faktisk bliver klar til åbning, inden året er slut. Alt tyder på at den nye bane med sine omgivende faciliteter vil være en magnet for golfturister fra hele verden.
Da der jo hele tiden kommer mange mennesker fra hele verden til området, er det rart at vide at der også ligger et fuldt moderne hospital i El Gouna, udstyret til at håndtere snart sagt alle dårligdomme, inklusive dykkersyge.
Hører man til den voksende skare, som elsker at gå og se på lystbåde, er der ikke mindre end 3 marinaer i El Gouna, hvoraf den sidste også er den største, og er designet til at kunne give plads til selv de største både. Når man er oppe i de helt store, er de jo for så vidt skibe, men man kalder det altså stadig en båd, når det er et lystfartøj.
Byen byder også på en go-kart bane, en paintball bane, tennisbaner, mulighed for ridning, og et mindre akvarium, hvor man kan se nogle af de mange arter, der findes i Det Røde Hav.